Det er forskere fra The Novo Nordisk Foundation Center for Biosustainability, DTU Biosustain, på DTU og startup-virksomheden Biosyntia, der står bag udviklingen af et molekylært sensorsystem – en biosensor – som har ført til opdagelsen af 25 transport-proteiner i bakterier. Transport-proteiner styrer, hvordan bakterier kommunikerer og optager f.eks. medicin og vitaminer. Opdagelsen baner vejen for nye typer antibiotika og bæredygtig biologisk produktion af vitaminer.
Transport-proteiner sidder i cellers overflade og sørger aktivt for, at visse molekyler bliver fragtet ind og ud af cellen. Transport-proteiner er ekstremt interessante at undersøge for at forstå, hvordan eksempelvis tarmens bakterier udveksler næringsstoffer og på den måde påvirker vores tarmsundhed.
Ved hjælp af biosensoren fandt forskerne 25 nye og hidtil ukendte bakterielle transport-proteiner, som transporterer vitamin B1. Nogle sygdomsfremkaldende mikroorganismer kan ikke selv fremstille B1 og andre vigtige vitaminer og er afhænger af at optage stofferne fra omgivelserne. Forskningen viste, at bakterien Helicobacter pylori, der forårsager mavesår og mavekræft, er i den kategori.