10. juni i år kunne vores regentpar fejre guldbryllup. De blev gift 10. juni 1967, en dato, der også er vigtig for mig, idet jeg var til mundtlig eksamen i kemi 1.
Det var en tid præget af store undervisere.
Artiklen har været bragt i Dansk Kemi nr. 9, 2017 og kan læses uden illustrationer, strukturer og ligninger herunder.
Af Børge Riis Larsen, lektor emer., ph.d.
I september 1965 startede jeg på fysik-kemi-studiet på Københavns Universitet. Det første år læste jeg efter studieplanen matematik og fysik. I fysik forelæste Jens Martin Knudsen, som senere blev kendt som Marsmanden på grund af sin store interesse for planeten Mars – og senere fik han et stykke af denne planet opkaldt efter sig. Lærebogen var skrevet af Richard P. Feynman, som netop dette år fik nobelprisen i fysik, og han var i øvrigt med til at udvikle atombomben. Instruktør ved regneøvelserne i fysik var bl.a. musikeren og forfatteren Peter Bastian. I matematik var én af forelæserne den tyskfødte dr.phil. Werner Fenchel, som, da jødeforfølgelserne i Tyskland begyndte at spidse til, flygtede til Danmark i 1933.
Ph i stedet for f
Efter veloverstået eksamen i disse fag og filosofikum, som blev afskaffet få år senere, begyndte jeg på kemien i september 1966.
Første kemifag var kemi 1. Det var et omfattende kursus. Der var hver uge tre timers forelæsninger, som blev varetaget af lektorerne Niels Groving (almen og uorganisk kemi) og Ole Buchardt (organisk kemi). De var begge mag.scient.er i kemi – Buchardt senere dr.phil. og professor. Lærebøgerne var skrevet af professor K.A. Jensen: Almen kemi 1-3 på i alt godt 1.300 sider, som dækkede den fysiske, uorganiske og organiske kemi. Dejlige bøger synes jeg, og jeg havde allerede i sommerferien anskaffet dem og var begyndt at læse heri. En af Jensens kæpheste var nomenklatur. Der var nogen, der mente, at han var i færd med at afskaffe bogstavet f i det danske sprog. På den tid var det langt fra alle, der som ham eksempelvis ville skrive phosphor og phenolphthalein i stedet for fosfor og fenolftalein. I dag er der vel meget få, der ikke følger Jensens nomenklaturforslag, som jo for mange år siden har slået igennem i gymnasielærebøgerne.
En lille forskrækkelse
Udover laboratorieøvelser om eftermiddagen var der eksaminatorier i faget. Det var en slags klasseundervisning, hvor man var delt op i mindre hold – også tre timer hver uge. Der blev fra gang til gang meddelt, hvad næste eksaminatorietime skulle omhandle, og det var så meningen, at de studerende skulle forberede stoffet og kunne diskutere det samt regne opgaver. Det blev pointeret for os, at der ikke var tale om, at underviseren blot skulle gennemgå stoffet og de studerende nyde ”gratis opgaveregning”. På mit hold var underviseren den norske Nils Moe, som havde stillingsbetegnelsen amanuensis og havde en doktorgrad fra Sorbonne: dr. d’univ. Allerede i den første eksaminatorietime fik vi en lille forskrækkelse. Moe kikkede på de fremmødte 26 deltagere og sagde: ”Ja, for et år siden startede også 26 på holdet – og der var fire(!), der bestod eksamen. Lad os se, hvem de fire bliver i år”. Kurset startede lidt hårdt, idet vi fik besked på at starte midt inde i en af K.A. Jensens bøger om fældningsreaktioner.
Moe fik nu ret i sin forudsigelse. Vi var faktisk kun fire fra holdet, der bestod eksamen i sommeren 1967; men det skal dertil siges, at der var tre omgængere, som bestod kurset til vintereksamen i januar 1967, og desuden var holdet, da vi startede efter juleferien, skrumpet ind til det halve.
Den skriftlige eksamen
Eksamen bestod af to dele, udover at man skulle have gennemført laboratoriekurset tilfredsstillende. Der var først en skriftlig prøve af fire timers varighed, som nogen tid senere blev efterfulgt af en mundtlig prøve på 30 minutter, og de to forelæsere eksaminerede i hver deres område.
Op til den skriftlige prøve forberedte vi os grundigt på at løse opgaverne fra tidligere år. De fleste opgaver var ikke så svære, og vi gjorde en ære i at løse et eksamenssæt på under en time. Nu tilhørte jeg en af de årgange, som blev kaldt store, og der var mange studerede. Så vores skriftlige prøve synes jeg ikke var let. Opgavesættet var en del større end de tidligere års. Tidligere bestod et eksamenssæt af fire opgaver, men i maj 1967 var der hele 10! Og de fleste opgaver havde flere bispørgsmål. Den første var eksempelvis seks redoxprocesser, der skulle afstemmes. Jeg har stadig sættet, og da jeg i sin tid så det, var jeg klar over, at jeg måtte løse det om kap med tiden og måske undlade at løse en enkelt opgave eller to.
Mundtlig eksamen
Men jeg kom stort set igennem dem alle – og så oprandt den store dag: Datoen for den mundtlige prøve var lørdag den 10. juni, hvor vores nuværende regentpar skulle giftes. Eksamen startede kl. 13.00 (!). Den mundtlige eksamen startede traditionelt med, at én af eksaminatorerne rejste sig op og meddelte, at der var flere, der havde klaret den skriftlige prøve så dårligt, at de ikke ville kunne bestå eksamen selv med en fin præstation til den mundtlige prøve – men de havde under alle omstændigheder lov til at lade sig eksaminere. Det har vel været sådan, at man til den første kemiprøve kun ville have, at studerende, der havde gode kemiske kundskaber, gik videre i kemistudiet. Især den ene af eksaminatorerne – Groving – synes jeg, var ret skrap i sine formulerede eksamensspørgsmål og eksaminationer. Han kunne finde på at spørge om få sider i lærebøgerne. Eksempelvis fik en studerende spørgsmålet svovlsyrer, som der stod et par sider om. Han kunne selvfølgelig fortælle om H2SO4 og enkelte andre uorganiske syrer, der indeholder svovl, men ikke alle fra lærebogen.
Groving kørte motorcykel og var dagen før kommet til skade. Der hang en seddel på instituttets opslagstavle med en lille notits om, at han ikke kunne deltage i dagens eksamination og ville blive erstattet af professor Jannik Bjerrum fra det uorganisk-kemiske laboratorium I. Det var noget af en lettelse for mig, og jeg gik med frisk mod til prøven. Mit trukne spørgsmål hos ham var en del bredere end Grovings, og jeg kom igennem hele prøven med en rimelig karakter efter Ørsteds karakterskala, som på det tidspunkt var ved at blive afløst af 13-skalaen på Universitetet.
Vi blev eksamineret fem personer i rap, før vi fik vores karakter. En trist ting var dog, at der ikke var andre af de fem, jeg blev eksamineret med, der bestod. Måske havde de ikke klaret den skriftlige prøve i tilstrækkelig grad? Men vi var altså, som Moe havde nævnt, kun fire fra hans eksaminatoriehold, der bestod sommereksamen. Jeg kørte glad hjem. Gaderne var stort set tomme, idet folk så royalt bryllup i TV.
Samme aften og nat havde Skovshoved Roklub, som jeg var medlem af, arrangeret nattergaletur, hvor vi roede hele aftenen og natten i et forrygende godt sommervejr. En god måde at fejre min kemieksamen på.
Litteratur
Jensen, K.A.: Almen Kemi I+II (1965).
Jensen, K.A. Grundrids af den organiske kemi. Almen Kemi III (1964).
Jensen, K.A.: Kemi p. 427-579 i Mogens Pihl: Det matematisk-naturvidenskabelige Fakultet. 1. del bd. XII i: Københavns Universitet 1479-1979 (1983).
Kjølsen, Hans H.: Fra Skidenstræde til H.C. Ørsted Institutet (1965).
Riis Larsen, B.: Naturvidenskab i den højere skole på Zeises tid p. 23-31. I: William Christopher Zeise – en dansk kemiker. Red. af T. Morsing (1990).
Pedersen, Carl Th.: K.A. Jensen – et fyrtårn i dansk kemi. p. 175-182 i: B. Riis Larsen et al. (red.): Aspekter af dansk kemi i det 20. og 21. århundrede (2012).
Kemiker, dr.phil. Carl Th. Pedersen, var, før han blev ansat ved universitetet i Odense i 1972, kollega med K.A. Jensen, Nils Moe, Ole Buchardt og Niels Groving på Kem. Lab. II på H.C. Ørsted Institutet. Han giver følgende karakteristik af de tre:
Nils Moe var elektrokemiker; men der havde aldrig før været elektrokemi på laboratoriet. K.A. var jo meget åben overfor noget nyt og har formentlig ment, at der var nogle muligheder i elektrokemien. Moe lavede polarografi i ikke-vandigt miljø. Han var i en periode den mest citerede elektrokemiker i verden på grund af en metode til at fremstille vandfrit rent dimethylformamid, som brugtes af elektrokemikere som opløsningsmiddel.
Ole Buchardt og jeg begyndte sammen i 1954, han i biokemi, men han tog speciale i organisk kemi. Han rejste efter eksamen til USA, hvor han lavede fotokemi, hvad han fortsatte med efter sin hjemkomst. Senere orienterede han sig mod den biologiske kemi og introducerede PNA, peptide nucleic acid, ”en DNA”, hvor rygraden består af aminosyrer. Man ventede sig meget af PNA; men det blev aldrig den store succes, da man ikke kunne få det ind i cellerne.
Han fik som den første på laboratoriet lov at publicere uden K.A.’s navn på publikationen. Han havde et særligt frisprog overfor K.A., som vi andre aldrig ville have vovet. K.A. havde kontor på 5. sal, og vi spiste frokost i biblioteket på 4. sal. K.A. havde altid en cigar med til frokost. En dag spurgte Buchardt ham: ”Giver De ikke en cigar?”, hvortil K.A. svarede: ”Jeg har kun én”. Hertil svarede Buchardt: ”Men De har vel nogle flere ovenpå?”, hvorefter K.A. gik op og hentede en cigar til Buchardt. Når K.A. accepterede Buchards frisprog, skyldtes det ifølge de ældre på laboratoriet, Klit og Egelund, at han i Buchardt genkendte noget af sig selv fra sin ungdom. K.A. havde selv haft et lignende frisprog overfor Biilmann. Buchardt var efter min mening uden tvivl den bedst begavede og innovative på laboratoriet.
Niels Groving var ansat, da jeg kom på laboratoriet. Han var spektroskopiker, men han har aldrig publiceret noget særligt. Han var i en periode med i K.A.’s cyanatprojekt. Han brugte en stor del af sin tid på eksaminatorier og aftenøvelser.
