Et faktum som IPCC nu begynder at anerkende.
Artiklen har været bragt i Dansk Kemi nr. 1, 2025 og kan læses uden illustrationer, strukturer eller ligninger herunder
(læs originalartiklen her)
Af Anker Jakobsen, kemiingeniør
Treparten, Svarer-udvalget og Aarhus Universitet er blevet grundigt vildledt af de gamle rapporter fra FN-klimapanelet IPCC (Intergovernmental Panel on Climate Change). IPCC er nu begyndt at ændre regnemetode, og har dermed ændret afgørende på forudsætningerne for både Svarer- og Trepartens arbejde og konklusioner. Da IPCC primært har ændret signaler i henseende til klimagasserne CO2 og metan, følger her en redegørelse om disse gassers opståen og nedbrydning samt om deres forskellige påvirkninger af klimaet, aktualiseret af en nylig afholdt konference med blandt andet Michelle Cain, ekstern ekspert og forfatter til flere skrifter for IPCC, som deltager.
Naturens gang
Planter og træer har den for os mennesker heldige egenskab, at de med hjælp af energi fra solens lys kan optage kulstof fra luftens CO2 og omdanne det til korn og træ mv. og samtidig frigive ilt. Når plantestofferne senere nedbrydes i vores og dyrs maver eller ved forrådnelse, udsendes kulstoffet igen som klimagasser, hovedsageligt CO2. Derudover også som lidt metan, der langsomt også omdannes til CO2. Dette kulstofkredsløb har i historisk tid sikret et konstant lavt indhold af klimagasser i luften, og dermed sikret de forskellige klimaforhold på jorden vi kender og er vant til. Med den kraftigt stigende afbrænding af fossile energiprodukter kul, olie og naturgas, der har fundet sted de sidste 50 år [1], kan naturens kredsløb nu desværre ikke længere følge med. Med det resultat, at CO2-indholdet i luften øges og øges. Resultatet er, at vores jord bliver varmere og varmere, med ørkendannelse og klimakatastrofer til følge. For at kunne agere optimalt, er kendskabet til klimagassernes kredsløb derfor en vigtig forudsætning.
CO2, der er den vigtigste klimagas, tegner sig for cirka 80 procent af den varmedannende drivhuseffekt. Den sorte CO2, der fremkommer ved forbrænding af fossilt brændsel, har dyrkede planter og skov desværre ikke kapacitet til at optage, så den hober sig op i atmosfæren (og i verdenshavene). Stopper vi i morgen med at brænde fossile materialer, vil temperaturen i verden forblive konstant høj. Og nøjes vi med at reducere udslippet, vil temperaturen fortsætte med at stige, blot langsommere. Den (grønne) CO2,der fremkommer ved fordøjelse og forrådnelse mv. af plantedele, kommer så at sige fra en plads i planteriget, der muliggør, at den samme mængde CO2 atter kan optages, og forøger derfor ikke atmosfærens CO2-indhold.
Vejen fra plantestof til CO2 kan være både hurtig og langsom
Eksempler:
Havreplanter optager cirka 1,4 kilo CO2/ kg havre. Når vi spiser og fordøjer havren, udsender vi atter 1,4 kilo CO2. Når en gris eller en ko spiser korn, bliver noget af kornets kulstof til CO2 ved fordøjelsen og en anden del bliver til flæskesteg og mælk. Kulstoffet heri bliver først til CO2, når vi spiser stegen og drikker mælken.
Omdannelsen fra CO2 til plantestof og tilbage til CO2 tager længere tid, hvis den er blevet optaget af et træ, der måske bruges til at bygge et hus med. I så fald bliver det sidste CO2 først frigivet, når huset nedrives og tømmeret brændes.
Endnu længere cyklustid kan forekomme, hvis træets blade falder i en mose eller sø. Men selv om genkomsten af CO2 herfra måske tager flere hundrede år, så modsvares det af en “ledig CO2-plads i planteriget”. Så længe CO2 kommer fra planter, der har levet i historisk tid (i modsætning til fossile stoffer, der er millioner år gamle) belaster det således ikke klimaet. Denne udlægning har professorerne Pete Smith og Andy Reisinger fra University of Aberdeen, der begge har en fremtrædende rolle i IPCC, bekræftet over for mig.
Metan
Metan, der står for cirka 20 procent af jordens “drivhusopvarmning”, har en livscyklus, der er markant forskellig fra CO2. Det er per kilo en langt stærkere drivhusgas end CO2, men i modsætning til CO2 lever det ikke ret længe i luften (i gennemsnit 12 år) [2], hvorefter det bliver omdannet til CO2. Metan kan også opdeles efter oprindelse i sort og grønt metan. Det sorte metan fremkommer for eksempel ved udvinding af kul og olie, der ved udvindingen indeholder større eller mindre mængder metan. En alt for stor del af dette metan havner desværre i atmosfæren, selvom det ville være meget billigt at undgå størstedelen af emissionen (for eksempel er en flair i olieindustrien i middel kun cirka 83 procent effektiv). Det sorte metan bliver som det grønne metan omsat i atmosfæren til CO2. Men desværre resulterer omsætningen i dannelsen af sort CO2, der blot bliver ophobet i atmosfæren.
Ud over den skitserede nedbrydning af metan i luften via en 1. ordens reaktion med frie radikaler, nedbrydes metan sideløbende også på andre måder, for eksempel biologisk. CO2 og salte heraf er den mest stabile forbindelse for kulstof under iltholdige forhold.
Det grønne metan fremkommer typisk ved nedbrydning (fordøjelse/forrådnelse) af organisk stof, når nedbrydningen sker under forhold med for lidt ilt, som for eksempel i jord, der står under vand, og i en kos mave. Det grønne metan bliver som nævnt omdannet til grøn CO2, der genoptages i planteriget. Det grønne metan bidrager således kun til en korterevarende drivhuseffekt, men ikke til den ulyksalige fortsatte ophobning af drivhusgas.
Den kendte drivhusgasekspert Dr. Michelle Cain, som blandt andet har informeret kommissionen i Bruxelles om IPCC, har ved sin tale ved en konference i Danmark for nylig blandt andet afsløret den viste illustration i figur 1, der tydeligt viser forskellen på CO2 og metan som klimagas. Figuren belyser, hvad der sker, hvis man reducerer et givet udslip af CO2 eller metan. Det ses, at så længe der slippes sort CO2 ud, vokser opvarmningen og forbliver høj, selv efter ophør af ny emission, hvorimod effekten fra en ophørende metankilde modsvares af en ophørende drivhuseffekt.
Der er i tidens løb gjort mange forsøg på at beskrive klimaeffekten af både CO2 og metan i en formel (for eksempel ved at gange metanmængden med 28 og addere produktet til CO2-mængden [3]). Som bekendt beskrives både en fabriksskorsten og et tordenskrald ved sin højde, men det giver jo ingen mening at lægge disse to sammen. Ligeså er det efter min mening med klimaeffekten fra CO2 og fra metan. De bør også beregnes og håndteres hver for sig.
FN’s klimaorganisation IPCC
For at lave en simpel måde at opgøre de enkelte landes udledning af sort CO2, har IPCC udviklet en regnemodel. Da CO2 fra planteriget kører i en karrusel, har man af nemheds grunde valgt at undlade både optag og emission fra planter. Men da IPCC tegnes af mange og skiftende ledere fra 170 lande, er det sket, at nogle forfattere korrekt har undladt at indregne planternes optag af CO2, men alligevel medregnet nogle af de plantebasserede emissioner af klimagasser. Denne fejl er imidlertid allerede rettet mange steder i 2023-udgaven af IPCC’s rapport, og nu for det grønne metans vedkommende “skåret ud i pap” af Michelle Cains.
Det er således afgørende vigtigt, at hele verden, inklusive Danmark, fastholder fuld fokus og energi på substitution af de sorte energistoffer, hvorimod vi kan tage det grønne metan lidt mere afslappet og lade være med at forsøge at omregne grønt metan til sort CO2. Da denne erkendelse bryder med de tidligere, mere firkantede IPCC-holdninger, er det vigtigt, at disse justeringer hurtigst muligt finder vej til universiteter, ministerier og regeringen.
E-mail:
Anker Jakobsen: ajj@c.dk
Referencer
1. Hannah Ritchie and Pablo Rosado (2017) – “Fossil fuels” Published online at OurWorldinData.org: https://ourworldindata.org/fossil-fuels.
2. Mukesh Doble, Anil Kumar Kruthiventi, Alternate Energy Sources, Editor(s): Mukesh Doble, Anil Kumar Kruthiventi, Green Chemistry and Engineering, Academic Press, 2007, Pages 171-192, ISBN 9780123725325, https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/B9780123725325500080.
3. Myhre, G., D. Shindell, F.-M. Bréon, W. Collins, J. Fuglestvedt, J. Huang, D. Koch, J.-F. Lamarque, D. Lee, B. Mendoza, T. Nakajima, A. Robock, G. Stephens, T. Takemura and H. Zhang, 2013: Anthropogenic and Natural Radiative Forcing. In: Climate Change 2013: The Physical Science Basis. Contribution of Working Group I to the Fifth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change [Stocker, T.F., D. Qin, G.-K. Plattner, M. Tignor, S.K. Allen, J. Boschung, A. Nauels, Y. Xia, V. Bex and P.M. Midgley (eds.)]. Cambridge University Press, Cambridge, United Kingdom and New York, NY, USA.
