Forskere fra SDU har udviklet en helt ny metode til at rense drikkevand. En metode, der, hvis den for alvor en dag bliver udbredt, vil betyde, at man vil kunne fjerne rester af pesticider, hormoner, medicin og andre kemikalier fra drikkevandet og stå tilbage med køkkensalt og CO2 som eneste biprodukter.
Rent drikkevand er i realiteten aldrig helt rent. Der er et mylder af metaller, kemiske stoffer og ofte også organismer i en eller anden form, men det i koncentrationer, der er så småt, at de ikke er skadelige.
De færreste ønsker dog pesticidrester, hormonrester eller rester fra andre kemiske stoffer, men de kan ofte påvises i vandet, og så går diskussionen, om det er farlige eller ubetydeligt små koncentrationer.
Vi bliver bedre og bedre til at finde mindre og mindre koncentrationer af kemiske stoffer i vand. Der er faktisk en del rester fra fx medicin, pesticider, kosmetik og sæbe. Koncentrationerne er meget små, så det kaldes mikroforurening. De udgør måske ikke nogen direkte, umiddelbar trussel, men vi kan ikke vide hvad langtidseffekten af at være eksponeret for dem, er. Derfor interesserer det mig at udvikle metoder til at fjerne mikroforurening fra drikkevand.
Sådan siger James Mc Pherson, der er kemiker på SDU og sammen med bl.a. professor Christine McKenzie, også SDU, har udviklet en ny metode til at rense vand for mikroforurening, som beskrives i det videnskabelige tidsskrift Journal of the American Chemical Society.
Traditionelt renses meget drikkevand med klor. Klor-desinficeringen har til formål at dræbe alle mikroorganismer i vandet, så det ikke længere kan overføre sygdomme. Og det fungerer ekstremt effektivt.
Ulempen er, at klor ikke er designet til at løse mikroforureningsproblemet. I stedet har forskerne fundet en ny metode. Ideen bag forskernes nye teknik er lige så simpel som den er kompleks: Langt størstedelen af mikroforurening er kulstofbaseret. Så i princippet gælder det ”bare” om at slå alle kulstofmolekyler i vandet ud.
Desværre er det ofte sådan, at det kræver flere ressourcer og skaber mere forurening at slå kulstofmolekylerne i vand i stykker, så man ender altså med et dårligere resultat end før man begyndte – i hvert fald rent ressourcemæsigt, forklarer James McPherson.
Ikke desto mindre er det en vej, som både McPherson og mange andre forskere forfølger. For hvis/når det engang lykkes at finde en effektiv kulstofdræber, ligger vejen åben for en simpel og billig vandrensning.
Vi starter ligesom traditionel vandrensning med klor. Vi lader kloren dræbe mikroorganismerne, men så går vi et skridt videre og lader kloren – som jo allerede findes i vandet – være motor for de kemiske processer, der med hjælp fra jern skal angribe kulstofmolekylerne, forklarer McPherson om forskernes nye metode, som altså på denne måde adskiller sig fra andre.
I takt med at kulstofmolekylerne omdannes til CO2 – som nok er en udskældt gasart, når vi taler om global opvarmning, men som på dette niveau må betegnes som en ufarlig gasart. Ydermere omdannes kloren til salt – præcis samme slags salt, som vi bruger til madlavning. Der er altså ingen giftige eller farlige biprodukter, og det involverer ingen kostbare ingredienser. Efter behandling kan vandet betegnes som danskvand (fordi CO2 skaber bobler i vandet)
Teknikken ligger dog ikke lige til højrebenet, før den kan sparkes ud til rensningsanlæggene
For det første er det molekyle, som vi har lavet til at angribe kulstofmolekylerne, ikke let at lave. For det andet er det ikke let at genbruge. Og for det tredje er det ikke sådan lige at opskalere et laboratorieresultat til anvendelse i rensningsanlæg. Det er jo enorme mængder vand, der skal arbejdes med, siger James McPherson.
Han forestiller sig, at de kulstofødelæggende molekyler kan sidde på et fast anlæg, som vandet løber hen over eller måske i et filter, som vandet løber igennem.
Hvorom alting er; hvis det en dag lykkes, vil vi altså kunne fjerne rester af pesticider, hormoner, medicin og andre kemikalier fra drikkevandet og stå tilbage med kokkesalt og CO2 som eneste biprodukter.
Kilde: SDU
