Cosmic Dawn Centre (DAWN) er et nyt grundforskningscenter, der skal afdække, hvordan og hvornår de første galakser blev dannet. Centeret er støttet af Danmarks Grundforskningsfond og er et Center of Excellence, der vil blive placeret på Niels Bohr Institutet på København Universitet, i tæt samarbejde med DTU Space. Det skriver Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet i en pressemeddelelse.
Hvornår blev de første stjerner, galakser og sorte huller dannet? Endnu ved vi det ikke, for cosmic dawn eller universets daggry, altså den tid hvor universet udviklede sig fra komplet mørke til en transparent og stjernebestrøet sfære af galakser, ligger lige akkurat udenfor rækkevidden af de teleskoper, vi har i dag.
I 2018 bliver James Webb Space Telescope (JWST) opsendt, som sammen med det nyligt fuldendte Atacama Large (Sub-)Millimeter Array (ALMA) i Chile, udgør to af de mest avancerede videnskabelige faciliteter konstrueret til dato. Disse to superteleskoper vil gøre det muligt at se direkte ind i den tid, hvor de første stjerner og galakser blev dannet. Danske forskere på DTU og NBI har bidraget til konstruktionen af JWST og har derfor unik adgang til teleskopets første observationer.
Med etableringen af DAWN vil der samles et hold af eksperter på Niels Bohr Institutet såvel som på DTU-Space, der kan udnytte den unikke adgang til JWST of ALMA og sætte dansk forskning i en førerposition i den forventede revolution af vores forståelse af det tidlige Univers. Det forventes, at DAWN vil levere vigtig ny viden om de første stjerner og galaksers tilblivelse – viden som med stor sandsynlighed vil præge astronomien lang tid fremover.