Arsenik har historisk været brugt som stimulans og som medicin, og får lever af tang med højt indhold af arsen uden synlige bivirkninger.
Artiklen har været bragt i Dansk Kemi nr. 4, 2002 og kan læses uden illustrationer, strukturer og ligninger herunder. Se relaterede artikler nederst på siden.
Af Carsten Christophersen,
Nogle beboere i Steiermark i Østrig tog i det nittende og tyvende århundrede regelmæssigt 300-400 mg arsenik i én dosis, uden at helbredet tog skade – øjensynligt. De var medlemmer af et gammelt broderskab og troede på, at arsenik øger udholdenhed. Mængden er nok til at slå adskillige utrænede mennesker ihjel. Myterne om arsenik»æderne« er sejlivede, men Gudrun Przygoda og medarbejdere fra University of British Columbia i Canada forsøger i et nyt review at skille løgn fra latin.
Det er ingen nem opgave, da oplysninger om arsenik»æderne« er sparsomme. Kirken har fordømt denne praksis, fordi det blev betragtet som et tegn på utidig indblanding i Guds Hellige Orden. Denne opfattelse stammer, i hvert fald delvist, fra anvendelsen af arsenik mod pest, der blev betragtet som Herrens straf. Forsøg på medicinsk behandling var af samme grund blasfemisk. For at undgå forfølgelse fra kirkens side var det derfor nødvendigt at holde arsenikindtagelsen hemmelig. Ifølge en anden udlægning var arsenik»æderne« smuglere. På deres togter over Alperne var de i stand til at bære store byrder og udholde strabadser i den tynde luft, fordi stofskiftet delvist ændredes fra aerob forbrænding af sukker til anaerob fermentering af mælkesyre. Hvad enten forklaringen er den ene eller den anden eller begge, så var stimulering med arsenik udbredt i det nittende og tyvende århundrede og overlevede indtil for 20 år siden.
Får trives med arsen
Får fra det nordlige Skotland gør arsenik»æderne« kunsten efter. De æder omkring 45-90 mg As dagligt. Grunden til det store As-indtag er den enestående diæt af tang, som de lever af. Indholdet af As i brun- og rødalger kan løbe op på 100 mg/kg tørvægt. Hovedparten er bundet i organiske forbindelser i algerne, især arseno-ribosider, som antydet i formlerne. Uorganisk arsenit og arsenat er de mest giftige. De organiske forbindelser er mindst giftige, og stoffer som arsenobetain har lavest giftighed. Fårene slipper af med As-forbindelserne ved at udskille dimethylarsinsyre i urinen. I mennesket er det den samme forbindelse, i kombination med monomethylarsonsyre, der udskilles.
Arsenik helbreder sygdom
Salvarsan er det første eksempel på rationel lægemiddeludvikling. Da Ehrlich i 1909 offentliggjorde resultaterne fra afprøvninger af flere hundrede syntetiske As-forbindelser, blev den moderne lægemiddeludvikling startet. Afhandlingen i Chemische Berichte (42, 17-47) er måske århundredets artikel og resulterede i anvendelsen af 3,3´-diamino-4,4´-dihydroxyarsenobenzen mod syfilis. Metoden blev straks taget op ved undersøgelserne over lægemidler mod alskens sygdomme, og gav hurtigt resultater.
Strukturen af Salvarsan har vist sig at være mere kompliceret end først antaget, da As er dårlig til at danne dobbeltbindinger. Den virkelige struktur er en seksleddet ring, hvor alle positioner er besat med As-atomer. Dette resultat illustrerer, hvordan udfordrende problemer inden for kemiens grænseområder er den vigtigste drivkraft for udvikling af den rene kemi.
Arsenik har for nyligt, til stor overraskelse for den medicinske verden, vist sig at være i stand til at helbrede en speciel form for blodkræft, akut promyelocytisk leukemi. Øjensynlig har 10 mg arsenik, indsprøjtet intravenøst, dagligt i 45 dage formået fuldstændigt at stoppe udviklingen af sygdommen. Resultatet er opnået i både amerikanske og kinesiske undersøgelser. Mekanismen er ikke kendt i detaljer, men virkningen hænger sammen med, at arsenik starter apoptosen, hvor den enkelte celle forgår ved en programmeret dødsproces.
Anvendelsen af As-forbindelser i medicinen er af meget gammel dato, idet både klassisk kinesisk og indisk medicin gør brug af As-forbindelser. Først efter Anden Verdenskrig forsvandt Fowler´s opløsning fra British Pharmacopoeia. Indholdet var 1% arsenik i kaliumcarbonat, og den blev anvendt ved et stort antal lidelser.
Kilder:
G. Przygoda, J. Feldmann and W. R. Cullen Applied Organometallic Chemistry 15, 2001, 457-462.
The arsenic eaters of Styria: a different picture of people who were chronically exposed to arsenic.
J. Feldmann, K. John and P. Pengprecha Fresenius Journal of Analytical Chemistry 368, 2000, 116-121. Arsenic metabolism in seaweed-eating sheep from Northern Scotland.
K. Christen Environmental Science & Technology July 1, 2001, 286A-291A.. The Arsenic Threat.
Arsenoribosider, der er udbredte i tang.
Den oprindelige formel for Salvarsan, der senere er vist at være en trimer med en seksleddet ring med seks arsenatomer.
