Efter at være glemt og forsvundet i næsten 80 år dukker en gammel fiskeforgiftning nu op igen i en anden verdensdel.
Artiklen har været bragt i Dansk Kemi nr. 12, 2003 og kan læses uden illustrationer, strukturer og ligninger herunder. Se relaterede artikler nederst på siden.
Af Carsten Christophersen, carsten@kiku.dk
I løbet af sommeren og efteråret 1924 brød en mystisk sygdom ud blandt befolkningen langs Østersøens kyst nær Königsberg, det nuværende Kaliningrad. Folk blev pludseligt syge og fik alvorlig muskelstivhed og kaffefarvet urin. I de næste ni år blev omkring 1000 ofre for sygdommen. Kun få patienter døde, og de fleste overlevende kom sig hurtigt. Sygdommen fik navnet Haff (bugt)-sygdommen efter Königsberg Haff. Der stødte utallige tilfælde til i Sverige og især i Rusland. Udbrud forekom kun om sommeren og efteråret. Det blev hurtigt klart, at de syge alle havde spist fisk inden for 24 timer før lidelsen brød ud. Så forsvandt sygdommen.
For nylig dukker den så igen op, men nu i Sydstaterne i USA. Billedet er det samme. Den implicerede fisk er »Buffalo« fisken med det latinske navn Ictiobus cyprenellus. Det er en ferskvandsfisk, der ligner karpen, og den kommer fra Lousianna eller Missiouri. De to første amerikanske tilfælde blev beskrevet i Texas i 1984, men så blev der kun registreret fire tilfælde fra Californien indtil 1996. I 1997 var der syv tilfælde alle mellem marts og august.
Sygdommen forløber godartet
Sygdommen viser sig ved muskelsmerter, muskelstivhed, smerte ved let berøring, tør mund og i nogle tilfælde ved smertefuld vejrtrækning, brystsmerter, opkastning og følelsesløshed i hofterne eller i hele legemet.
Medicinsk set er der tale om en rhabdomyolyse, dvs. at musklernes myoglobin, et protein, der ligesom blodets røde hemoglobin indeholder hem-gruppen, nedbrydes og udskilles i urinen. Under sygdommen ses en kraftig stigning i mængden af enzymet serum kreatinkinase. Der blev målt op til 12.700 IU/l (internationale enheder), hvor normalværdien er <300 IU/l. Også mængden af myoglobin er øget. Typisk til en værdi på nær ved 7.000 IU/l sammenlignet med den normale øvre grænse på 100 IU/l. Ved stærk anstrengelse eller ved infektion sker der en opløsning af de hvide blodlegemer.
Søfugle og katte er mere følsomme over for giften, og de døde efter at have spist fisk.
Hvilken gift og hvorfra?
Infektion med mikroorganismer er udelukket, fordi fiskene koges eller steges. To af de amerikanske forgiftninger indtraf efter, at ofrene havde spist »gefilte fish«, der havde kogt i 3,5 time. Giften må derfor høre til blandt de varmestabile. På et tidspunkt troede man, at der var tale om arsenforgiftning, men det blev afvist ved omhyggelige analyser. Trods det angives forgiftning med arsen stadig som årsag i moderne medicinske opslagsbøger.
Når den kogte fisk bliver udtrukket med hexan, og mus bliver fodret med udtrækket, viser de ændringer i adfærd. Ændringerne er karakteristiske for dårlig muskelfunktion, og de får rød-brun urin i blæren. Det tyder på, at giftstoffet er et neutralt fedtstof. Den periodevise karakter stemmer overens med at Haff-sygdommen skyldes en mikroorganisme, som kun nu og da udgør en del af fiskenes føde, men som endnu ikke er kendt.
Kilder
Ragnar Berlin Acta Medica Scandinavica Bind CXXIX Hæfte VI, 1948 side 560-572. Haff Disease in Sweden.
Anonym, MMWR. Morbidity and mortality weekly report Bind 47(50), 1998 side 1091-3. Haff disease associated with eating buffalo fish — United States 1997.
U. Buchholz, E. Mouzin, R. Dickey, R. Moolenaar, N. Sass og L. Mascola Emerging Infectious Diseases Bind 6(2), 2000 side 192-5. Haff disease: from the Baltic Sea to the U.S. shore.

