Umiddelbart virker det ulogisk, at man kan omdanne overskydende CO2 til mad. Og hvis man tror, at forskerne på Aarhus Universitet Technical Sciences kan danne røde bøffer eller lignende, er man et skridt for langt.
Derimod er de i stand til at omdanne det til protein, og derfra er der ikke så langt til fx proteinhold fødevarer.
Nu har forskerne fået midler fra Novo Nordisk Fonden og Bill & Melinda Gates Foundation, til sammen 200 mio. kr. for at se, om teknologien også fungerer i en større skala uden for laboratoriet.
Omdannelsen sker i tre trin:
Første trin handler om at skaffe de råstoffer, der er brug for. Reaktoren skal bruge CO₂, brint og ilt. CO₂’en kommer i første omgang fra et biogasanlæg, mens brint og oxygen ved hjælp af grøn energi bliver lavet på stedet gennem en proces kaldet elektrolyse. Når man sætter strøm til vand, spaltes vandatomerne og danner henholdsvis brint og ilt.
I det andet trin bliver brint og CO₂ pumpet ind i en mikrobiel reaktor fyldt med en række bakterier – kaldet acetogener. Bakterierne, der lever hvor der ikke er ilt, omdanner brinten og CO₂’en til eddike (acetat) – ligesom den, vi afkalker kaffemaskinen med.
I tredje og sidste trin bliver eddiken filtreret fra og pumpet ind i en ny reaktor. Herinde er der en koloni af gær – ligesom den vi bager brød eller brygger øl med. Gæren omdanner – når den får tilsat tilstrækkeligt ilt – eddiken til protein. Proteinet kan så forarbejdes videre til forskellige madvarer som eksempelvis tofu.
Projektet bygger på et forskningsgennembrud, som Lars Angenent, der er professor i klima-bioteknologi ved University of Tübingen i Tyskland og professor på deltid på Aarhus Universitet, fik for nylig.
– Det er egentlig bare naturlige processer, vi udnytter til at omdanne CO₂, til noget vi kan spise. Vi bruger forskellige mikroorganismer til at gøre arbejdet for os. Først nogle bakterier, der spiser CO₂’en og omdanner den til eddikesyre. Dernæst får vi gær til at omdanne eddiken til protein, forklarer han.
Selvom teknikken lyder enkelt, er den endnu kun påvist at virke i laboratoriet. Her virker den til gengæld fint. Spørgsmålet er, om den virker i større skala, og det vil i første omgang sige en bioreaktor på 200 liter – det er nogenlunde som et badekar.
– I reaktoren skal vi undersøge, hvor effektiv processen er, når vi får den op i en lidt større skala. Og vi skal se, hvordan vi kan gøre det endnu mere effektiv, siger han.
Sideløbende med 200 liter-reaktoren skal der laves forsøg med at udnytte CO₂, der kommer andre steder fra end et biogasanlæg, som er tilfældet lige nu. Eksempelvis fra skorstene på kraftværker eller fabrikker.
Skulle det lykkedes, vil det ikke betyde, at verdens landmænd godt kan se sig om efter et andet job. Ikke alle sammen.
– Ideen er, at vi kan hjælpe med at gøre landbruget langt mere bæredygtigt. Når vi producerer store mængder protein fra CO₂, kan vi skrue ned for den animalske produktion, som er den del af landbruget, der udleder flest drivhusgasser, siger Lars Angenent.
For der er stor forskel på, hvordan vi i dag anvender landbrugsjord. Cirka 80 procent går til dyrehold, mens kun de restende 20 står til rådighed for planteavl. Men hvis protein i fremtiden primært kommer fra CO₂ fra den nye teknologi, vil enorme landområder stå ledige. Og jorden kan i stedet bruges til at dyrke grøntsager, genetablere den vilde natur og genskabe biodiversiteten.
Selvom forskerne fra Aarhus Universitet i første omgang bygger og tester bioreaktorer til at omdanne biogas til spiseligt protein, kan de efter blot to år have indsamlet nok viden til at bygge store protein-producerende fabrikker.
Kilde: Aarhus Universitet Technical Sciences
