En grovkornet antagelse af, hvordan insulin-molekylerne opfører sig, viser sig at være forkert. Det er forskere fra Københavns Universitet i samarbejde med Aarhus Universitet, der har påvist fejlen, som bevirker, at verdens sukkersygepartienter har fået en fejlagtig dosis i årevis.
Resultatet er offentliggjort i tidsskriftet Communications Biology.
Insulinens optagelse i kroppen er styret af, hvordan insulin-molekylerne arrangerer sig i klynger. Hvor et enkeltmolekyle giver hurtig virkning i kroppen, giver klynger af seks molekyler en langvarig effekt.
Den almindelige og udbredte antagelse har været, at insulin grupperer sig med en bestemt fordeling af molekyleklynger på enten en, to eller seks molekyler. Og ud fra den formodning har man designet medicinpræparaterne.
Og det er her man har ramt forkert – ganske meget.
– Vi kan nu se, at vi har ramt forkert med 200 procent. Der er nemlig kun halvt så mange enkeltmolekyler i insulin, som alle har troet, mens der er langt flere klynger af seks molekyler, end vi gik ud fra. Det betyder reelt, at når vi tror, vi administrerer en bestemt dosis, er det måske i praksis kun den halve dosis, der har den hurtige virkning i kroppen, som vi forventer, siger Nikos Hatzakis, professor på Kemisk Institut og seniorforfatter på studiet, der netop er bragt i det videnskabelige tidsskrift Communications Biology.
Det vil altså sige, at meget af den mængde insulin, som diabetikere i dag putter i kroppen, måske rent faktisk ikke bliver optaget som forventet. Det kaster det lys over, at der er et stort potentiale for at gøre lægmidlerne langt bedre.
Den årtier lange fejlantagelse betyder ikke, at de nuværende insulin-præparater er forkerte, eller at patienter er blevet fejlmedicineret.
– Men det giver os en grundlæggende forståelse af, hvordan insulin opfører sig, og hvor meget der er tilgængeligt for kroppen som hurtigtvirkende medicin. Nu har vi den rigtige metode, som giver de rigtige tal. Vi håber, at man i industrien vil bruge dette eller et tilsvarende redskab – både til at tjekke nuværende insulinpræparater og til at udvikle nye med, påpeger Nikos Hatzakis.
At kende den nøjagtige fordeling af de forskellige klynger i en given mængde insulin, er alfa omega, når man udvikler lægemidler, som enten skal virke kort- eller langvarigt i kroppen:
– Insulinens klyngedannelse er ufattelig vigtig for, hvordan præparater virker. For forskellen på et hurtigt- og langsomtvirkende insulinpræparat er netop, hvor hurtigt molekylerne går sammen i klynger, og hvor hurtigt de går fra hinanden. Og med adgang til moderne avanceret udstyr er det faktisk ret simpelt og hurtigt at få indblik i de nøjagtige koncentrationer, men samtidig er det en meget sofistikeret viden, man får, siger Freja Bohr, førsteforfatter og Ph.D.-stipendiat ved Kemisk Institut i Nikos Hatzakis-forskergruppen.
Knud J. Jensen, professor ved Kemisk Institut og ligeledes seniorforfatter på studiet, har forsket i insulin i over 15 år. Han tror på, at den nye viden vil kunne optimere alle typer af nye insulin og gøre en forskel for de over 40 millioner børn og voksne, som dagligt tager insulin. Livet som diabetiker er nemlig stadig ikke uden gener:
– Jeg får ind imellem henvendelser fra forældre, som spørger, om der ikke findes noget bedre til behandling af deres små børn. Når man har type-1-diabetes, som ikke er velreguleret, kan man have det virkelig skidt i længere perioder. Man kan bl.a. vågne op med mareridt, være utilpasse ved for lavt eller højt blodsukker, risikere bevidstløshed ved lavt blodsukker og senere i livet få følgeskader i øjne og fødder. Så hvis du kan gøre livet bedre for børn ved at lave en bedre insulin, end der findes i dag, er det fantastisk, siger Knud J. Jensen.
