Udviklingsbiolog Victor Ambros og molekylærbiolog Gary Ruvkun opdagede mikroRNA hver for sig, men kunne efter de havde fået kontakt med hinanden og udvekslet resultater, sammen offentliggøre deres opdagelse i 1993.
Mens de to amerikanske videnskabsmænd fik Nobelprisen i medicin her i 2024 for deres opdagelse, var der ingen hurra-råb eller opstandelse over den, da den kom frem. Tværtimod var modtagelsen vel det, man kunne kalde lunken.
MikroRNA’er hjælper med at regulere, hvilke gener der kommer til udtryk. Hver eneste celle i vores krop har nøjagtig det samme genetiske materiale. DNA-spiralerne ser ens ud i hver cellekerne. Alle generne er der – men ikke alle er funktionelle. De gener, der koder for specifikke muskler, bliver simpelthen slukket i nervecellerne.
Baggrunden for den noget lunke modtagelse i 1993 var, at de i deres arbejde havde de anvendt rundormen C. elegans. Mange troede, at den specielle gen-mekanisme var unik for den lille C. elegans og manglede relevans for større organismer.
Men sådan er det ikke. Selvom rundormen kun er en millimeter lang, har den mange af de specialiserede celletyper, der findes i mere avancerede dyr, og var derfor oplagt at anvende.
Det blev klart i 2000, da Gary Ruvkuns forskergruppe vise, at den samme type mekanisme også fandtes for et gen, der er udbredt i dyreriget og også hos mennesker. De kommende nobelpristagere fik derefter deres store gennembrud.
Kilde: svt